Danmarks Fotomuseum blev grundlagt af tidligere fotohandler Sigfred Løvstad. Sideløbende med driften af sin forretning i Herning begyndte han omkring 1959 på en omfattendeindsamling af fotografiapparater og tilhørende fotohistoriske effekter. I 1983 blev den selvejende institution Danmarks Fotomuseum etableret med basis i denne samling, som Sigfred Løvstad ved samme lejlighed skænkede museet. I 1984 deponerede Nationalmuseet i København det meste af deres fotohistoriske samling på museet.
Danmarks Fotomuseum er tillige et kulturhistorisk museum, der skildrer sammenhængen mellem teknik og dens brugsværdi. På museet kan man opleve fotografiapparatet og fotografiets over 175 år lange historie beskrevet i 10-års perioder, som det eneste sted i Danmark.
I museets 535 kvm udstillingslokaler viser en række permanente udstillinger, hvad den fotografiske teknik har formået at frembringe:
Kameraets udvikling fra 1839 frem til i dag.
Kameraer præsenteret bl.a. ved Kodak, Rollei, Zeiss Ikon og Leica.
Et fotografisk atelier fra omkring år 1900.
Landsbysnedker og kamerakonstruktør Jens Poul Andersen fra Nellerød, hvis håndlavede kameraer og udstyr er unikke eksempler på dansk kameraproduktion og flot håndværk.
De første japanske kameraer.
Stereoskop- og miniaturekameraer.
En unik samling hjemmelavede kameraer og filmudstyr bl.a. fra tiden 1930 – 1950.
Montrer med filmoptagere og fremvisere.
En samling fotografier af eventyrdigteren H.C. Andersen.
Et fantastisk panoramabillede i farver af København på 1×12 meter – kan beskues horisonten rundt.
En stor samling visit- og kabinetkortbilleder.
Fotografier af kgl. hoffotograf Peter Elfelt.
De tidligste fotografier – daguerreotypier og ambrotypier.
Den nyeste teknik er præsenteret ved en stor samling holografier, hvis tredimensionale virkning er forbavsende.
I museets fotogalleri kan der året igennem ses skiftende fotoudstillinger af danske og udenlandske fotografer.